Sorg…

Jeg oprettede som tidligere skrevet, en blog for et års tid siden, som aldrig blev til mere. Så her kommer, endelig, et indlæg om alle de tanker og følelser jeg har haft, og stadig har, i forbindelse med tabet af min far. Og jeg vil starte med en advarsel – det bliver rodet og det er ingen feel-good fortælling, tværtimod.

Min far blev kun 64 år. I 2017, i en alder af 62, fik han konstateret prostatakræft, som allerede dengang var vokset udover prostata, alligevel var beskeden, at prostatakræft er noget man dør med og ikke af.
Henover årsskiftet 2018/2019 får han det dog værre og værre, og d. 20 marts 2019 sover han ind. Helt frem til et par dage før, får vi at vide at han bare skal komme lidt til kræfter, så de kan påbegynde behandling og så vil han få det bedre og kan komme hjem igen. I dag kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt naiv, over at jeg faktisk troede på det, men det gør man jo, når lægerne siger det. Og ingen havde forventet det ville gå så hurtigt som det pludselig gjorde. Måske på nær min far – noget siger mig, at han var fuldstændig klar over at det gik den vej. Og at han ønskede at skåne sin familie for den viden.

I starten var jeg vred og ked af det over, alle de ting JEG blev snydt for med min far.
Jeg er efternøler, og jeg har altid hadet det fordi jeg vidste hvor mange af mine kære jeg så ville skulle sige farvel til. Hvor mange færre år, jeg og mine børn ville få med mine forældre. Ligesom jeg havde få år med mine bedstemødre (begge bedstefædre døde før jeg kom til verden).
Lige så langt tilbage som jeg kan huske, har jeg tænkt sådan, og jeg aner ikke hvorfor. Og at jeg så ovenikøbet får taget min far fra mig i SÅ ung en alder, følte jeg ganske simpelt var pisse uretfærdigt. Jeg var ved psykolog nogle dage efter hans død, og hun sagde at jeg skulle være taknemmelig for alle de gode år, jeg havde haft med min far. Jeg havde lyst til at bede hende rende mig et vist sted, for det var fandme en ringe trøst for mig, når jeg mente han burde have haft 15-20 år mere.
Og jeg er sikker på, at min sorg havde været mindre, hvis min far havde været mæt af dage, hvis han havde fået alle de oplevelser med han “burde” og mine forældre havde fået lov at blive gamle sammen og nyde deres pensionisttilværelse.

Min far var en fantastisk mand. Han gik op i sit arbejde med liv & sjæl og han var elsket af både kollegaer og elever. Faktisk i en sådan grad, at jeg kunne opleve fyre på min alder, stimle sammen om mig i byen fordi jeg var “Vagns datter”. Han var et stort familiemenneske, og selvom han sjældent sagde det med ord, så var man aldrig i tvivl om, at han var pavestolt af sine børn. Og hans børnebørn – de betød alt for ham, og han sagde sjældent nej til dem. Især for mine niecer var besøg hos bedstemor og bedstefar ensbetydende med, at man skulle en tur i kælderen for at finde is i fryseren. Selvfølgelig de største is, selvom bedstemor havde købt deciderede børneis.
Luca har desværre ingen minder om ham, ligesom antallet af billeder af dem er MEGET få. Det gør ondt, men mest af alt gør det ondt på mig, at min far bliver snydt for at se Luca vokse op og at lære ham at kende. Jeg trøster mig med, at de trods alt har mødt hinanden, at min far stadig følger med et sted deroppefra og at Luca i den grad var et stort lys for min far, i den korte tid de havde sammen.

Generelt er min største sorg nu, alle de ting min far er blevet snydt for at opleve. Det er ikke tabet af ham, eller at jeg skal leve uden ham, der fylder mest. Det er, at han ikke får lov at se sine børnebørn vokse op, at han ikke nåede at nyde tilværelsen som pensionist eller deres nybyggede sommerhus hvor de skulle nyde så mange somre sammen. At han ikke nåede at bo i deres nye hus, som han var så forelsket i, at de købte det på 10 min., i mere end to weekender, hvor han var mere eller mindre bundet til sengen. At han ikke fik mig fulgt op af kirkegulvet til vores bryllup.
På samme måde, gør det vanvittigt ondt på mig at tænke på, at min mor er selv om så mange ting. Både mine søstre og jeg er der meget, men det er bare ikke det samme. Hun står selv op, går selv i seng og har ikke en at dele alle tanker med mere. Og så er hun endda selv syg med kræft.

Og så gør det vanvittigt ondt at tænke på at han var alene, da han tog sin sidste vejrtrækning. Eller, han var ikke helt alene, der var en sygeplejerske eller to, men os, hans familie, var der ikke. Jeg tror han selv valgte det skulle være sådan, men det var ikke det jeg ønskede og det gør faktisk stadig SÅ ondt, at jeg endnu ikke kan skrive om det, omend jeg gerne ville…


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen